Klassiske vandbakkelser m. hasselnødnougat og vaniljecreme

12 vandbakkelser

Klassiske vandbakkelser med hasselnød og creme med vanilje er perfekte til fastelavnsfejring.

Vandbakkelsen er toppet med krakeleret dej, der gør den sprød uden på, men blød inden i. I midten gemmer sig både en klassisk konditorcreme og nougat med hasselnød.

Jeg har pyntet mine fastelavnsboller med både chokolade og guld så de er festlige til fastelavn, men undlad dette hvis bollerne skal med ud og rasle.

Ingredienser

Krakeleret dej

100 g kage hvedemel
100 g lyst rørsukker
85 g smør, blødt

Vandbakkelser

150 g smør
2 spsk lyst rørsukker
3 dl vand
150 g kage hvedemel
3-4 æg (oftest 3,5 æg), str. M/L

Vaniljecreme

3 spsk lyst rørsukker
30 g majsstivelse
3 tsk vaniljepasta

3 æggeblommer
3 dl sødmælk
1,5 dl piskefløde

Fremgangsmåde Udskriv

1
Krakeleret dej

Ælt alle ingredienser godt sammen og udrul dejen mellem to stykker bagepapir (2 mm i tykkelse). Læg dejen på frys mens du laver vandbakkelserne.

2
Vandbakkelser

Kom smør, sukker og vand op i en gryde og bring det i kog. Når smørret er smeltet, og når det koger, tages det af varmen. Sigt hvedemel og kom det hele i gryden på én gang. Rør dejen sammen med en grydeske. Sæt gryden tilbage på varmen og rist melbollen godt af i et par minutter. Lad dejen køle lidt af i en skål.

Når dejen er kølet lidt, tilsættes ét æg ad gangen og røres grundigt ud i dejen. Dejen skal i hvert fald have 3 æg, men slå det sidste æg ud i en lille skål og pisk det sammen, så du har mulighed for at tilsætte et halvt æg mere til dejen. Pisk hvert æg i dejen med en håndmixer med dejkroge. Det vil ligne, at dejen skiller, hver gang du tilsætter et æg, så pisk grundigt mellem hvert æg, så dejen samler sig igen. Efter 3 æg tilsættes cirka ½ æg yderligere, og der piskes godt. Tjek om dejen er klar, eller om den skal have det sidste halve æg. Du tjekker dejen ved at trække en finger gennem dejen og se, om dine spor bliver stående.

Er dejen klar, hældes den på en sprøjtepose, hvorefter der afsættes 12 vandbakkelser på en bageplade beklædt med en bagemåtte fra By Ditte Julie eller bagepapir. Tag den krakelerede dej fra frys og udstik 12 runde bunde (5 cm i diameter) og placér dem oven på hver vandbakkelse. Bag dem herefter ved 180 grader varmluft i 35-40 minutter. Du må IKKE åbne ovnen, før der er gået 35 minutter. Ellers vil de falde sammen. Afkøl vandbakkelserne på en bagerist.

3
Vaniljecreme

Rør maizena ud i æggeblommer og sørg for at der ingen klumper er. Tilsæt vanilje og sukker og rør æggeblandingen homogen. Kom mælk op i en gryde og tag 3 spsk mælk herfra, som røres sammen med æggeblandingen. Varm mælken op til lige under kogepunktet og hæld herefter æggeblandingen i gryden i en tynd stråle. Pisk godt  så der ikke kommer klumper, og det ikke brænder på. Når hele æggeblandingen er tilsat, koges cremen godt igennem i et par minutter fortsat under konstant piskning. Når cremen er kogt igennem og er blevet tyk, kommes den i en skål. Kom husholdningsfilm helt ned på cremens overflade så der ikke kan dannes kondens og stil den på køl.

4
I øvrigt

Rør nougat lind så den kan sprøjtes ind i vandbakkelserne med en fyldetylle. Kom den rørte nougat i en sprøjtepose med en By Ditte Julie fyldetylle. Lad sprøjteposen ligge på køkkenbordet til dine vandbakkelser er kølet helt af.

Temperér chokolade og smør den tyndt ud på et stykke kageplast. Blend hasselnødderne helt fint og kom dem i en frysepose sammen med lidt guldstøv. Ryst posen så guldet fordeler sig mellem hasselnødderne. Drys de forgyldte hasselnøddestykker ud på chokoladen. Tag en pensl med lidt guldstøv på og drys ud på chokoladen. Udstik små cirkler med en varm By Ditte Julie udstikker.

5
Samling

Pisk vaniljecremen lind og pisk fløden til flødeskum. Vend fløden i vaniljecremen ad et par omgange, så luftigheden i fløden bevares. Kom cremen på en sprøjtepose med en By Ditte Julie fyldetylle.

Når vandbakkelserne er kølet af, laves et lille kryds med en skarp kniv i bunden af hver vandbakkelse. Via krydset føres fyldetyllerne forsigtigt ind i vandbakkelserne. Start med hasselnødnougat og giv et lille tryk svarende til en teskefuld ind i hver vandbakkelse. Herefter fyldes vandbakkelserne op med vaniljecreme.

Pynt vandbakkelserne med de fine cirkelformede chokoladelåg.

Tips

Mit bedste tip hvad angår vandbakkelser er, at hvis du er i tvivl om, hvorvidt de har fået nok tid i ovnen, så hellere vent og giv dem 3-5 min mere. Hvis du åbner ovnen for tidligt, risikerer du, at de falder sammen.

Husk at vandbakkelser kan spises hele året rundt og ikke kun i anledning af fastelavn