Rabarberkoldskål m. kammerjunker og rabarbersirup

4 personer

Åh hvor jeg holder utrolig meget af sommeren og ikke mindst sommerens mange desserter.

Den klassiske sommerdessert koldskål med kammerjunker er ingen undtagelse.

Denne opskrift er med et tvist af rabarber – endnu en sommer herlighed.

Ingredienser

Kammerjunker

125 g hvedemel
1 tsk bagepulver
50 g lyst rørsukker
1/2 tsk vaniljepulver
50 g smør, blødt
1 æg, str S/M
1 nip havsalt

Rabarberkoldskål

80 g lyst rørsukker
80 g past. æggeblommer (4-5 stk.)
1 tsk vaniljepulver
1 dl rabarbersaft
1 økologisk citron, skallen heraf
1 liter kærnemælk eller tykmælk (du kan også blande de to)

Rabarbersirup

2 dl rabarbersaft

Fremgangsmåde Udskriv

1
Kammerjunker

Sigt mel og bagepulver i en skål og tilsæt sukker og vanilje. Ælt smør ind i melblandingen. Tilsæt æg og ælt det godt sammen med salt. Tril ca. 45 små kugler af dej og placér dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag dem ved 180 grader varmluft i 12-15 minutter. Lad dem køle af og halver dem herefter på midten. Bag dem yderligere ved 150 grader varmluft i 20-25 minutter. Lad dem køle og opbevar dem tørt.

2
Rabarberkoldskål

Pisk sukker, æggeblommer og vanilje til en lys og luftig æggesnaps. Vend forsigtigt rabarbersaft og citronskal. Kom kærnemælk/tykmælk i lidt efter lidt så du ikke slår luften ud af æggesnapsen.

Kom koldskålen på flaske og på køl. Den holder sig i ca. 1 uge på køl.

3
Rabarbersirup

Kog rabarbersaften ind til 0,75-1 dl.

Siruppen er bedst, hvis du bruger den direkte, da den hurtigt sætter sig.

Kom koldskål i en skål og drys med kammerjunker. Kom en smule sirup på som topping.

Tips

  • Siruppen kan også sagtens bruges til alt muligt andet. For eksempel kan den bruges på din morgengrød, på din tærtebund eller på dine højsnegle efter ovnen. Har du en rest sirup tilbage, kan det også lunes op igen, når det skal bruges.