Studenterkage m. blåbær og brombær

10-12 personer

Jeg er helt vild med studentertiden. Man kan ikke blive andet end glad for at se og høre de nyudklækkede studenter.

Denne moussekage er støbt op på en super smushy blondiebund med masser af smør og hvid chokolade. Herpå er støbt en let syrlig bærmousse der giver et frisk tvist til studenterkagen. Til sidst en masse hvid chokolade i en klassisk mousse.

Du kan forberede hele kagen i god tid, så den er klar til de glade gæster på studenterdagen.

Ingredienser

Blondie

140 g smør
140 g god hvid chokolade
3 æg, str. M/L
75 g lyst rørsukker
60 g kage hvedemel
1 nip salt

Bærmousse

2 blade husblas
200 g blåbær og brombær, friske eller frosne
2 spsk lyst rørsukker
2 tsk vaniljepasta
1 økologisk citron, skallen og saften heraf
2 dl piskefløde

Hvid chokolademousse

4 1/2 blade husblas
350 g god hvid chokolade
9 dl piskefløde

Mørdej

75 g kage hvedemel
30 g flormelis
40 g smør, blødt
1 tsk vaniljepasta
1 nip salt
1 æggeblomme

Glaze

2 1/2 blade husblas
110 g hvidt sukker
100 g sødmælk
120 g god hvid chokolade
125 g mirror glaze
hvid pastafarve

I øvrigt

125 g flormelis
lidt vand
75 g ren rå marcipan
sort og hvid pastafarve
guld og marmor chokoladekugler
friske brombær og blåbær

Fremgangsmåde Udskriv

1
Blondie

Smelt smør og hvid chokolade sammen i en tykbundet gryde. Pisk æg og sukker lyst og luftigt. Vend forsigtigt smørblandingen i æggesnapsen og sigt derefter mel og salt i. Vend det forsigtigt sammen. Hæld dejen op i en justerbar kagering fra By Ditte Julie (20 cm i diameter) beklædt med bagepapir og bag bunden ved 180 grader varmluft i 25-30 minutter. Lad bunden køle helt af. Befri bunden fra kageringen og rengør formen. Kom bunden tilbage i formen, som fores langs kanten med kageplast.

2
Bærmousse

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i ca. 10 minutter. Kog bær, sukker, vanilje og fintrevet citronskal og -saft op i en lille gryde i ca. 10 min. Tag det af varmen. Sigt lagen så du kun har bærsaften tilbage. Rør den udblødte husblas direkte ud i den varme bærsaft og lad det svale, til det er lunt. Pisk i mellemtiden fløden til en let flødeskum. Vend forsigtigt flødeskummen sammen med bærsaften (gerne over 3 omgange). Hæld moussen ud over bunden, og stil kagen tilbage på frys i mindst 2-3 timer.

3
Hvid chokolademousse

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i ca. 10 minutter. Hak chokolade groft og kom den i en dyb skål. Varm fløde op til lige under kogepunktet. Hæld den meget varme fløde hen over chokoladen og rør det forsigtigt sammen til al chokoladen er opløst. Vrid husblassen og rør den straks ud i chokoladefløden. Hæld massen over i en ren skål, dæk overfladen med husholdningsfilm, der trykkes helt ned på overfladen og sæt den på køl i minimum 3 timer til chokoladefløden er tyknet og helt køleskabskold (maks 5 grader). Befri kagen fra formen og udvid kageringen til 22 cm (i diameter). Fjern kageplasten og fór et nyt stykke kageplast langs springformens kant. Pisk chokolademoussen luftig med en håndmixer. Støb moussen ned langs kagens kant og derefter over bunden. Klat overfladen og giv kagen nogle lette bank. Stil kagen på frys i minimum 3-4 timer.

4
Mørdej

Smuldr hvedemel, flormelis, smør, vanilje og salt til det minder om brødkrummer. Saml dejen hurtigt med æggeblommen. Stop med at ælte så snart dejen er ensartet. Kom dejen i en frysepose, tryk den lidt flad og læg den på køl i minimum 30 minutter.

Ælt mørdejen kort sammen og udrul herefter dejen i 2 mm tykkelse på et bord let drysset med mel. Udstik herefter et stort S (ca. 19 cm højt). Du kan med fordel bruge en bogstavskabelon fra By Ditte Julie. Bag det ved 190 grader varmluft i 12-15 minutter. Lad S’et køle af på en bagerist.

5
Glaze

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i ca. 10 minutter. Hæld sukker og sødmælk op i en gryde og bring det i kog ved middelvarme. Sukkeret skal være smeltet. Hak chokolade og kom i en kande. Hæld den varme mælkeblanding op til chokoladen. Tilsæt den udblødte husblas og mirror glaze. Tilsæt pastafarve og blend det sammen med en stavblender. Det er vigtigt at stavblenderen kommes skråt i, så der ikke skabes lufthuller, ligesom stavblenderen ikke må fjernes fra bunden, mens der blendes. Kom husholdningsfilm ned over glazen og lad glazen køle ned til ca. 35 grader.

Befri kagen fra formen. Placér kagen på en kagerist med en bradepande under. Hæld glazen ud over kagen.

6
I øvrigt

Rør flormelis og vand sammen til en glasur, og smør det ud over mørdejs S’et. Indfarv 50 g marcipan i hvid og 25 g marcipan i sort. Form små studenterhue. Kom glasur på S’et og kom derefter friske bær, studenterhuer og chokoladekugler på. Placér ca. 4 chokoladekugler på kagen, som skal fungere som fødder for S’et på kagen. Læg S’et forsigtigt på chokoladekuglerne.

Tips

Der er 10-12 gode stykker kage i denne, men er kagen tiltænkt til de unge mennesker under studenterkørslen, så er der fint til 20 ikke-sultne studenter.