Lagkage m. hindbær og appelsin

10-12 personer

Lagkage med hindbær og appelsin er en frisk fødselsdagsfejring!

Jeg har bagt klassiske lagkagebunde med et strejf af appelsin. Jeg har bagt i en justerbar kagering og efterfølgende delt bunden op i 3 smagfulde og lækre lagkagebunde. Hele processen guider jeg dig igennem i en how to video.

Mellem bundene er der sød hindbær- og appelsinmousse. Hele fødselsdagskagen er svøbt i marmoreret marcipan.

Ingredienser

Lagkagebunde m. appelsin

3 æg, str M/L
175 g lyst rørsukker
1 tsk vaniljepasta
70 g kage hvedemel
1 tsk bagepulver
70 g kartoffelmel
1,5 økologisk appelsin, skallen heraf

Appelsinmousse

2 blade husblas
75 g lyst rørsukker
2 økologiske appelsiner, skallen og saften heraf
1 økologisk citron, skallen og saften heraf
2 dl piskefløde

Hindbærmousse

3 blade husblas
300 g hindbær, friske eller frosne
1 tsk vaniljepasta
3 spsk lyst rørsukker
1 økologisk citron, skallen og saften heraf
3 dl piskefløde

Samling

100 g friske hindbær

Marmoreret marcipanlåg og -bånd

300 g ren rå marcipan
150 g flormelis
30 g glukosesirup
orange, gul og mørk rosa pastafarve fra By Ditte Julie

I øvrigt

100 g god hvid chokolade
kakao smør
pulverfarve
200 g friske hindbær
spiselige blomster

Fremgangsmåde Udskriv

1
Lagkagebunde m. appelsin

Pisk æg, sukker og vanilje til en meget luftig og tyk æggesnaps. Bland mel, bagepulver og kartoffelmel sammen og sigt blandingen ned i æggesnapsen. Tilsæt fintrevet appelsinskal og vend den forsigtigt i dejen. Fyld dejen i en By Ditte Julie justérbar kagering (22 cm i diameter), hvor bunden er beklædt med bagepapir. Bag bunden i midten af ovnen ved 180 grader varmluft i ca. 25-30 minutter indtil den giver efter ved et let tryk. Lad bunden afkøle helt i formen, inden den skæres fri og bagepapir fjernes.

2
Appelsinmousse

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i ca. 10 minutter. Kom sukker, appelsinskal og -saft og citronskal og -saft op i en gryde. Bring det i kog. Lad det koge ind til en tyk saft. Tag gryden af varmen og rør den udblødte husblas heri. Lad det svale kort. Pisk fløde til en let flødeskum og vend den forsigtigt i saften.

3
Hindbærmousse

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i ca. 10 minutter. Kog hindbær, vanilje, sukker og citronskal og -saft op i en lille gryde til sukkeret er opløst. Tag gryden af varmen. Sigt blandingen så du kun har saften tilbage. Rør den udblødte husblas direkte ud i den varme hindbærsaft og lad det svale til det er lillefingervarmt. Pisk i mellemtiden fløden til en let flødeskum. Pisk hindbærlagen og en fjerdedel af flødeskummet godt sammen. Vend hindbærfløden i den resterende letpiskede fløde til en ensartet mousse.

4
Samling

Skær det øverste, krakelerede lag af lagkagebunden. Del herefter bunden i 3 lige store dele med en savtakket kniv. (Smid endelig ikke den overskydende/toppen af bund ud, den kan komme i fryseren og evt. bruges til romkugler senere hen.)

Rens den justerbare kagering og fór den med et stykke kageplast (10 cm i højden). Start med at placere en bund i kageringen. Kom herefter halvdelen af hindbærmoussen over bunden. Kom en bund over moussen og pres let. Placér friske hindbær på bunden og hæld appelsinmoussen over. Placér den sidste bund og pres let. Kom den sidste halvdel hindbærmousse over. Giv kagen et par lette bank mod bordpladen. Stil lagkagen på frys natten over.

5
Marmoreret marcipanlåg og -bånd

Ælt marcipan med flormelis og glukosesirup. Læg den på køl i ca. 30 minutter. Del marcipanen i 3 lige store dele. Indfarv hver portion med hhv. orange, gul og mørk rosa pastafarve. Tril hver farve ud i en lille stav og pres alle tre sammen. Sno herefter den store stav og kram den sammen. Gentag dette indtil du får den ønskede marmorerede effekt. Udrul ⅓ af marcipanen til et marcipanlåg der passer til omkredsen af din lagkage. Udrul den sidste ⅔ til et aflangt stykke og skær et marcipanbånd som passer til kagens højde og omkreds med en bølget skæreskive fra By Ditte Julie i den ene side.

Befri kagen fra kageringen og kageplast og placér den på et serveringsfad. Kom marcipanbåndet om kagen og placér låget på kagen.

6
I øvrigt

Smelt kakaosmør og indfarv med den ønskede puvlerfarve. Temperér chokolade. Tilsæt det indfarvede kakaosmør og rør rundt. Smør chokoladen ud i et tyndt lag på et stykke kageplast med en kagespartel fra By Ditte Julie. Kageplasten skal svare til kagens omkreds plus 1 cm. Derudover skal højden på kageplasten være ca. 3 cm. Hvis du tegner på dit kageplast for at måle op, er det vigtigt, at du tegner på den modsatte side af, hvor du kommer chokolade på. Når du har smurt chokoladen tyndt ud, fjernes kageplast og chokolade forsigtigt fra det overskydende chokolade, så du kan lave en fin og glat kant på dit chokoladebånd. Lad chokoladen sætte sig en smule og placér båndet langs kagens kant. Lad chokoladen sætte sig yderligere inden du fjerner kageplasten.

Halvér friske hindbær. Fjern forsigtigt kageplasten fra chokoladebåndet. Placér friske hindbær langs kanten og pynt med spiselige blomster. Brug gerne billedet til inspiration.

Tips

Hvis du skal transportere din kage, eller hvis den skal stå på køl i en dag eller to inden servering, så kan du med fordel piske 0,5 dl piskefløde let og smøre din kage op, inden du kommer marcipanbåndet omkring.

Lad dig ikke skræmme af det marmoreret marcipanbånd, du kan pynte kagen ligesom du har lyst eller helt undlade. Har du mod på at kaste dig ud i det, så se min how to video, hvor jeg guider dig igennem step by step.