Mousse-nissehuer

8 personer
Glutenfri

Se lige disse små, fine, moussekager pyntet som nissehuer.

De emmer af jul i både udseende og smag.

Kagen består af en mazarinbund lavet på mandelsplitter, marcipan og smør, et kirsebærindlæg og en vaniljemousse – måske et alternativ til den klassiske risalamande.

Ingredienser

Kirsebærindlæg

1,5 blad husblas
150 g kirsebærpuré
1,5 tsk vaniljepasta
45 g syltesukker
1,5 citron, skallen og saften heraf

Mazarinbund

75 g lyst rørsukker
1 tsk vaniljepasta
100 g ren rå marcipan
100 g smør, blødt
2 æg
50 g mandelsplitter

Vaniljemousse

6 blade husblas
2 tsk vaniljepasta
60 g lys rørsukker
4 dl piskefløde
2,5 dl skyr

Glaze

2,5 blade husblas
110 g hvidt sukker
100 g sødmælk
120 g god hvid chokolade
125 g mirrorglaze
rød pulver- eller pastafarve

I øvrigt

50 g ren rå marcipan
50 g god hvid chokolade
50-100 g kokosmel

Fremgangsmåde Udskriv

1
Kirsebærindlæg

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i minimum 10 minutter. Kom alle andre ingredienser op i en gryde og bring det i kog med låg på. Lad det simre i 5-10 minutter og tag det af varmen. Blend massen og kom den udblødte husblas heri. Hæld det herefter op i små halvkugleforme af silikone (3 cm i diameter). Lav 16 styks, så du herefter kan samle 8 hele kugler. Stil dem på frys i 2-3 timer.

2
Mazarinbund

Pisk sukker, vanilje, marcipan og smør sammen. Der må ikke være nogle klumper. Pisk herefter æg i et af gangen, og pisk mellem hvert æg. Vend til sidst mandelsplitter i dejen. Hæld dejen i en kagering eller springform (16-18 cm i diameter), som er beklædt med bagepapir. Bag bunden ved 180 grader i 20-25 minutter. Lad bunden køle af.

Udstik herefter 8 bunde med en By Ditte Julie udstikker (3-4 cm i diameter).

3
Vaniljemousse

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i minimum 10 minutter. Lun vanilje, sukker og 1 dl piskefløde godt op ved lav varme (det må ikke koge). Tag gryden af varmen og kom den udblødte husblas i den varme flødeblanding. Rør herefter skyr i flødeblandingen. Pisk de resterende 3 dl fløde til en let pisket skum og vend sammen med skyr/flødeblanding.

4
Samling

Befri halvkuglerne fra formen og saml to halvkugler til en hel kirsebærkugle. Gnid samlingen, så de sidder bedre sammen. Fyld silikonekugler fra By Ditte Julie halvt op med vaniljemousse. Kom en kirsebærkugle ned i hver form. Hæld herefter mousse oven på kuglen og fyld formene til der er ca. en centimeter tilbage til formens åbning. Kom til sidst mazarinbunden ned i moussen og pres let ned. Skrab det overskydende mousse af og sæt dem på frys i minimum 4 timer eller natten over.

5
Glaze

Udblød husblas i rigeligt koldt vand i ca. 10 minutter. Hæld sukker og sødmælk op i en gryde og bring det i kog ved middelvarme, indtil sukkeret er smeltet. Den hakkede hvide chokolade kommes op i en høj kande. Hæld den varme mælkebladning op til chokoladen. Tilsæt den udblødte husblas og mirror gelé. Tilsæt rød pulver- eller pastafarve og blend det sammen med en stavblender. Det er vigtigt stavblenderen kommes skråt i, så der ikke skabes lufthuller, ligesom stavblenderen ikke må fjernes fra bunden, mens der blendes. Lad glazen køle ned til 37-35 grader.

6
I øvrigt

Lav 8 små kugler (kvast til nissehuerne) ud af marcipan. Smelt herefter den hvide chokolade. Vend herefter marcipan kuglerne i chokoladen og tril dem efterfølgende i kokosmel. Kom kuglerne på køl, til chokoladen er størknede.

7
Samling

Befri de små kager fra formen. Placer kagerne på en bagerist med noget til at samle op nedenunder. Hæld glazen udover kagerne. Imens glazen stadig er våd, laves der en kant på “huerne” med kokosmelet. Placér herefter kvasten på toppen af kagerne.

Tips

Husk altid at aktivere silikonen ved at skylle formene med varmt vand, inden de fyldes med mousse. Det gør ikke noget, at der er små vanddråber i – det er vigtigt ikke at tørre af med en klud/et viskestykke. Når moussen skal ud af formen, skal de være fuldstændig dybfrosne. Tø dem langsomt op på køl i et par timer efter de er befriet fra formen.

Se denne how to video, hvor jeg viser teknikken bag en smørblød mousse, som ikke skiller.