Flere gang i sidste uge blev jeg ramt af en overvældende kærlighed blot ved at observere mine børn lege og grine sammen. Karla har alle dage været enorm kærlig og langt mere tålmodig overfor Albert end hun er overfor nogle af os andre, men det er som om deres kærlighed til hinanden vokser dag for dag.
Jeg smelter (okay, jeg er også moderen). Men det rykker i en, når ens børn leger på sådan en måde sammen.
INDEN ALBERT KOM TIL VERDEN
Da jeg blev gravid med Albert, gjorde jeg mig ikke de store overvejelser om søskendejalousi og de ulemper der måtte være ved at få flere børn. Men jo tættere vi kom på terminsdatoen jo flere historier hørte jeg fra bekendte og veninder om, hvor svært det havde været i andre familier. Det skræmte mig helt vildt og Karla kan på så mange måder være en rigtig lille bestemt finke, så pludselig begyndte jeg at frygte Alberts ankomst.
Jeg har personligt heller aldrig tænkt tanken “nå nej, har jeg nu nok kærlighed til nr. 2”, for selvfølgelig havde jeg det! Derimod var min kærlighed SÅ STOR til Albert da han kom til verden, at jeg blev enormt ked af det og følte aldrig jeg havde elsket Karla lige så højt. Efter mange snakke med mig selv og Marck omkring de følelser, fandt jeg ud af, at min kærlighed til dem begge har alle dage været lige stor, men den ro og den selvsikkerhed der ligger i en, når man bliver mor anden gang, gjorde det muligt for mig at nyde Albert endnu mere og min kærlighed til ham føltes derfor endnu større.
En gave at opleve!
Naturligvis kom der en tid, hvor Karla opførte sig anderledes end hun plejede og havde nogle underlige kommentarer efter Albert var kommet til verden. Men alt i alt tog hun det meget pænt, og deres kærlighed til hinanden vokser helt vildt i øjeblikket. Hvorfor ser man nogle gange altid alle ulemperne først? Så typisk.
SØSKENDE KÆRLIGHED
Der er 2 år og 7 måneder imellem Karla og Albert og indenfor de sidste par uger har vi observeret noget helt særligt imellem dem, som flere gange har givet mig tårer i øjnene. Jeg har prøvet at lege “fluen på væggen” og blot nyde dem sammen. Den måde de to kan lege sammen på, grine sammen og ikke mindst så finder Karla sig i, at hendes lillebror må gøre nærmest alt. Deres klukkende latter sammen kan få mig til at glemme den lortenat vi lige har været igennem, eller den diskussion vi havde for 30 sek. siden.
Den ene aften sad Marck og jeg ved spisebordet og snakkede efter aftensmaden, og Karla og Albert lå i sofaen og hyggede helt vildt. Både Marck og jeg stopper vores samtale og observerer begge to vores børn uden at sige noget til hinanden. Lidt tid efter udbryder jeg i min eufori af kærlighed “skat, det er derfor vi skal have flere børn”. Marck stivner og kigger på mig “NEJ”…….. STILHED!
DRØMMEN OM FLERE BØRN
Pis tænker jeg! OKAY, må hellere fortælle at jeg fra det sekund vi forlod fødegangen med Albert i vores arme sagde “han er ikke vores sidste”… Marcks eneste kommentar og nok meget naturlige kommentar efter en fødsel (hård fødsel) “du er sindssyg”.…… Tja, tjo… Men jeg har haft den følelse lige siden Albert kom til verden, at jeg ikke føler jeg/vi er færdige. Vil vildt gerne have én mere.
Men det vil Marck ikke. Så jeg er ret meget alene om den drøm!
Jeg kan lige som alle andre med små børn også godt sætte mig ned og skrive en bog om alt det, som er LATTERLIGT hårdt og ikke fungerer. For det er benhårdt arbejde hver dag, mange bekymringer, opdragelse, råben og skrigen, men heldigvis også meget kærlighed og glæde. De små børn har en evne til at kigge på en, på sådan en helt særlig måde, så vi forældre glemmer, hvor træls de lige har været!)
Jeg plejer at skrive lidt omkring, hvor hårdt det er og hvor meget jeg kan elske og hade mine børn på selv samme minut. Men jeg havde sådan lyst til at skrive lidt om de tanker jeg går og har omkring flere børn og deres kærlighed til hinanden, for den fylder rigtig meget for tiden – det er som om Albert dårligt kan trække vejret uden sin søster. Hun skal helst ikke være for langt væk fra ham.
Jeg kan ikke slippe den drøm/det ønske om at få flere børn. Når jeg fortæller , at jeg drømmer om flere børn, bliver jeg ofte mødt med store øjne og kommentarer som “jamen med dit arbejde og din travlhed? Er det så ikke bedst at lade være?” NÆ tænker jeg. For jo jeg løber hurtigere end nogensinde og arbejder alt alt for meget, men jeg er stadig mor og sammen med mine børn. Nogle gange på andre tidspunkter end andre, fordi mit arbejde ikke er et 8-16 job, men vi kan lave nogle andre ting og får en anden frihed. Alle familier er forskellige, og vi har rigtig meget familie meget tæt på, som også gør mange ting mulige!
Må blot sande, at mine overtalelsesevner ikke er, hvad de har været 🙂 Marck synes stadig ikke vi skal have flere børn.. Gad vide om vi nogensinde bliver enige…?
